Så nåede vi til Napoli og havde udsigt direkte til Vesuv. En noget mere farlig vulkan end Mama Etna i går.
Faktisk kan Vesuv udrydde hele Napoli ved ét af sine voldsomme udbrud.

Men lad det være sagt med det samme: jeg ville elske at udforske byen ikke pga. Vesuv men pga. den varme hyldest fodboldspilleren Diego Armando Maradona altid har mødt i Napoli. Som vores guide sagde det: The spirit of Maradona is everywhere in Napoli. Jeg vælger at tro på ham!

Men Corona-regler og italienske love gør det ikke muligt for at os at bevæge os rundt på egen hånd på italiensk jord. Kun når man er på tur med krydstogtselskabet kan udgang bevilges, så længe du altså er i selskab med din guide og gruppe hele tiden.

I dag skulle vi på byvandring og ned i tunnellerne og slutteligt på et vaskeægte pizzaria – WAU! Så bliver det vist ikke meget større!

I silende regn modtog vores italienske guide os. Han delte lydudstyr rundt således at vi alle kunne høre ham fortælle.

Vi gik en kortere gåtur i byen og så det royale palads, rådhuset m.m. inden vi blev gennet ind i en af Italiens små – og meget smalle – sidegader. Og herfra blev vi ført videre til endnu mindre gange og tunneller nedad, stejlt nedad!

Både kæresten og jeg havde nok en forventning om at al det tunnelarbejde havde med mafiaen eller i hvert fald den mørke side af Napoli at gøre. Men der blev vi godt og grundigt snydt!

For tunnellerne blev brugt som beskyttelsesrum for napolitanerne under 2. verdenskrig.

Så her fik vi mere end 1 times virkelig grum fortælling om hvordan mindst 40.000 mennesker levede under jorden tilbage i start 1940’erne under 2. verdenskrig.

På forunderlig vis, fik de det til at fungere. Ingen turde stjæle fra hinanden eller på anden måde bekæmpe hinanden, hvilket må siges at være voldsomt imponerende. 

De levede altså virkelig mange mennesker under virkelig trange kår. F.eks. var der kun 7-10 toilettet til så mange mennesker, hvilket gav anledning til tissepotter og andre genstande der kunne udgøre det for toiletter for især børn der ikke kunne holde sig. Prøv at tænk på hvilken stank det måtte have medført!? Eller hvor uhumsk de måtte have haft det med næsten ingen mulighed for personlig hygiejne. For ikke at tale om sygdomme, uff!

Mens den grumme historie fik sin afslutning i 1944 med befrielse af bl.a. de amerikanske soldater, så sluttede den for os i dag med en billedserie fra netop denne befrielse. Lidt tam slutning på en kæmpe begivenhed for borgerne i Napoli.

Vel ude på gadeplan i Napoli blev vi ført til et pizzaria med udsigt over vandet. Her fik vi en virkelig god, hjemmelavet pizza – margarita pizza, i de italienske farver: rød, hvid og grøn.

En dejlig måde at afslutte en lidt hård tur på – her var virkelig noget at reflektere over. 

Tilbage på skibet benyttede vi atter hot tub’en til vores trætte kroppe og kunne efterfølgende nyde den fantastiske udsigt over Napolis “skyline” da vi sejlede væk i skumringen. Virkelig et smukt syn!