“Murder-mansion” i New Hampshire

Mandag ved middagstid drog vi fra Pembroke med retning mod New Hampshire – en tre timers køretur.

Her havde vores værter nemlig lejet et stort hus til hele familien (inkl.os).

Altså 10 voksne og 2 børn fordelt på 8 værelser, sådan cirka.

Ved ankomst lukkede vi os ind i dette kæmpe hus. Vi trådte ind i køkkenet, der svarede til billederne vi havde set. 
Men herefter gik den vilde jagt! Først som værelsesjagt og siden hen satte jagten på hemmelige rum ind, og med tålmodighed – og vedholdenhed – endte drengene med at finde 1/2 fyldt fl. Tequila i et hemmeligt rum under trappen. Tilfældighed…….?🧐

Dette hus har så mange sjove/skæve/grænsende til fede detaljer, at det er svært at afgøre om huset er genialt eller skræmmende indrettet.

Vi er naturligvis endt med at gå med den sidste løsning og har omdøbt huset til MURDERMANSION.

For udover hemmelige rum, mærkelige luger i gulve og vægge, så stikker udsmykningen/indretningsstilen på vægge og værelser i alle retninger.

Den første trappe giver dig en Harry Potter vibe, mens det næste rum minder om overklassen i 1920, med lyserøde velourmøbler og tunge, tunge gardiner. Og sådan forsætter det hele vejen op igennem huset.

Faktisk er der på væggen i et af side-rummene skrevet, at her ikke er spøgelser….mens der på gulvet ligger en billederamme hvor i der er skrevet “ha ha ha”.
Det er da virkelig spooky!

Alt imens dette indretningskaos blev gået efter i sømmene, blev der tilberedt quesadilla på det store gaskomfur i det ligeså spøjse køkken, hvor indretningen igen går i alle retninger rent stilmæssig.

Aftenen blev bl.a. brugt på spillet “Cards against humanity”. Og det efterlod som sædvanlig nogle gode grin og latterkramper! Det sidste kan (måske) have noget med mængden af indtaget alkohol hos visse deltagere at gøre 🤭😉

En af de andre deltager i spillet er politibetjent eller mere præcist så er han en del af politiets SWAT-team, og han kunne og kan ved gud nogle historier der gjorde at vores spil trak ud 😳

Men efterhånden som natten sneg sig ind på os, brød vi op og begav os op i hver vores værelse i dette mærkelige Pippi Langstrømpe hus.