Så bliver det vist ikke mere action-packed end i dag!

Startede egentlig fint med at skifte skiwet ud med en tenderboat* (*bruges til at fragte passagerer til og fra land når skiwet ikke kan lægge til kaj af den ene eller anden årsag).

Derfra gik det fra tenderboat til turbåd med plads til ca. 20 gæster.

Og bedst som vi ræsede afsted ud af fjorden på vej mod Grønlandshavet, huggede kaptajnen bremsen og vores kyndige lokalguide fortalte, at de havde observeret et stort stykke drivtømmer. Tømmeret var vi nu nødt til at fiske op på båden da det udgør stor risiko for både på vores størrelse her i tågedisen/vulkanforureningen. Bådpersonalet tog det helt roligt og fortalte at det ofte sker at der kommer tømmer drivende helt fra Sibirien.

Men med hiv og sving og bådens træk fik de bakset tømmeret ombord og surret det forsvarligt fast så det ikke udgjorde en fare for os passagerer på dækket.

Imens vi gjorde holdt kiggede et par sæler på os fra distancen, men så snart båden var i bevægelse var de væk igen.

Endelig nåede vi til den forladte by. Vi blev sat af på flyde “kajen” (som er noget af det jeg hader aller mest at gå på).

Inde på stranden ventede vores unge guide på os. Han fortalte om byen mens vi gik derud af – men jeg mistede simpelthen fokus, for hold nu kaje nogle store strandskaller der lå i sandet!!!

Så da jeg havde samlet mig fire kæmpe skaller (hver på størrelse med håndfladen på en velvoksen murerarbejdsmand) tunede jeg ind på guiden igen, bedst som han afsluttede sin første fortælling.

Vi var travet hen til den gamle kirkegård og trods det at indbyggertallet på sit højeste nåede 88 beboere var her alligevel 10-12 bevarede gravsteder. Og husk at byen altså blev forladt i 1953.

Kirken havde man stjålet eller flyttet – alt efter øjnene der ser – til et andet sted hvor den forrige var gået op i røg.

Tiltrods for det lave indbyggertal var der altså både kirke, minimarked og lægepraksis – med den lille krølle at lægen altså dækkede de nærmeste 200 km2.

Lad mig her indskyde, at du kun kan komme til byen med båd eller trave afsted på dine flade konvolutter. Nærmeste by ligger ca. fem timer “den vej” sagde guiden og pegede op og hen ad fjeldet. 

Og byen havde en telefonlinje og en – EN – telefon!?!

Lægepraksisen var nu indrettet til cafe og her indtog vi leverpostejsmadder på rugbrød, rullede pandekager og rabarbertærte. Til stor nydelse og fornøjelse for de fire amerikanere jeg sad til bords med – de syntes at det hele var MEGET autentisk – jeg smilede indvendigt ☺️

Så stod den på retur-tur og vi skulle ud på gyngende grund (føromtalte flyde dock) endnu engang.

Vel ombord og ikke længe efter afgang kom et bundt delfiner til syne. De synes vi var spændende og hoppede og sprang og vi filmede og sagde iiiih og wau! 

Senere da delfinerne var smuttet så jeg i horisonten en mørk ryg et par gange, men jeg var ikke sikker før blåset kom. Så jeg meldte HVAL (eller rettere WHALE!!!) dét kort trumfer åbenbart alt andet, for kaptajn Haddock slap speederen og begyndte at spejde rundt. Jeg blev hevet op i cockpittet og forsøgte efter bedste evne at angive i hvilen retning jeg havde set dyret. Og bedst som jeg stod der kunne jeg pege lige frem og sige “WHALES TALE!!”. Og derefter så vi hvaler i 15-20 minutter. Elsker, elsker ELSKER, at se dyr i deres naturlige omgivelser ♥️

Vi jokede efterfølgende med, at turnavnet nu skulle ændres til noget med “forladt by-redningsaktion af drivtømmer-sæl-delfin-og-hvalsafari”, Haddock sagde han ville gå i tænkeboks omkring det 🤣

Altså den samme Haddock der da han blev spurgt hvad han lavede om vinteren svarede: Der sover jeg! 😂😂😂

Virkelig afslappet atmosfære på båden og turen generelt, så det kaldte i den grad på en morfar da vi kom retur til skiwet😴

I morgen venter Akureyri, hvor kæresten og jeg var på hvalsafari fra sidste år…så i år bliver det højest til en slentretur ind til byen – hvalerne har jeg jo set 😜