Så blev det dagen hvor vi skulle forlade båden og lægge 9 dages fantastisk natur bag os.
Nu skiftede vi det ud med Seattles bybillede og en 4 timers sightseeing tour med en vældig farverig guide.

Vi kom rundt i China Town og hvad der nok snart omdøbes til Amazon City. Vi så Space Needle og kom højt til vejrs i byens højeste bygning – observatoriet – som er næsten 100 m højere end “Nålen”. Vi så også de to store stadions T-Mobile Park og Lumen Field.

Vi besøgte Pike Place Market. Et skønt sted der får Torvehallerne i København til at ligne et tarveligt lille marked.
På PPM er der blomsterhandlere i metervis (for jorden omkring byen skulle være ekstra god til at dyrke bla. blomster i, så de er meget billige). Der var fisk i alle afskygninger og kunsthåndværk lige fra billeder til smykker over diverse strik og t-shirts.
Faktisk ligger verdens første Starbucks første butik også her, og der var naturligvis en unaturlig lang kø 😉 Men jeg havde nok ikke forventet andet.
Der var streetfood og siddepladser med havudsigt, så vi vinkede en ekstra gang til vores skiw inden vi luffede tilbage til bussen der kørte os i lufthavnen.

Vi (altså jeg) havde sørget for at tjekke os ind på begge fly før vi forlod skiwet, så der var ro på den del. Vi skulle egentlig bare aflevere vores indchekede bagage, så ville vi havde fri leg i et par timer derefter.
Men, men men, så nemt gik det på ingen måde. Næh nej. For British Airways havde ikke én skranke åben og tilbød heller ikke engang servicen bagagedrop – hvilket kæresten surmulede godt og grundigt over! For ret beset var vi jo nu mere eller mindre fanget i lufthavnen med vores bagage på slæb.

Flere timer senere da British Airways ENESTE skranke i Seattle Int. Airport åbnede, stod vi naturligvis først i køen. Kæresten muggede stadig men afleveringen gik trods alt hurtigt. Dét kan man på ingen måde sige om security-tjekket. Hold nu kæft! hvordan pokker kan det være at de amerikaske tjek altid virker SÅ uorganiserede? Jeg er med på at vi i CPH – til tider – også står i lange køer, men det virker bare så meget mere koordineret.

Annyway, langt om længe kom vi ombord på flyet, som var ret nyt og med fede detaljer. F.eks. havde vi fået vores valgte sæder, 2-personers – luksus, så man ikke skal sidde og gnide albuer og skuldre med en fremmed.
Men også vinduesskodderne – eller rettere de manglende skodder. For på dette fly, kunne man ved tryk på en knap henholdsvis dæmpe eller fjerne det solfilter der var sat i vinduet. Dét var smart!

Men en fornuftig medvind nåede vi forholdsvis hurtigt til London og et par timer stod vi atter i CPH. Glade og trætte og (snart) klar på nye eventyr.