“Der er noget galt i Danmark, Dybbøl Mølle maler…”

Vi vågnede op til tåge og gråt vejr. Og vejret ændrede sig ikke synderligt opad formiddagen. Så vi valgte at lade badehotel være badehotel og checkede ud for at vende snuden hjemad.

Men som – ja, næsten pr. tradition – hører der en afstikker til, når vi kører tur. I dag var ingen undtagelse. Vi satte kursen til vest for Sønderborg, nærmere betegnet vores nationalsymbol: Dybbøl Mølle på Dybbøl Banke. 

Den første mølle blev bygget i træ i 1744 men brændte i år 1800.

Møllen blev opført igen inden den blev ødelagt i de slesvigske krige i både 1848-49. Og igen i Stormen på Dybbøl i 1864. Men endnu engang blev den genopbygget.

Desværre nedbrændte møllen i 1935. Den blev atter genopført, som en næsten tro kopi, og er (efter flere omgange restaureringer) endt som den mølle vi så i dag. 

Og hvem ville have troet at John Mogensen skulle få ret? For der er noget galt i Danmark, for Dybbøl Mølle maler helt ad helvede til. Helt præcist så maler den jo slet ikke, og det er vel lige så skidt…? Men jeg kan dog som Bonusinfo oplyse, at møllen faktisk har været i brug helt frem til 1990 – lidt vildt ikke!? 

Men som så mange andre turistattraktioner i området var både møllen og Historiecenter Dybbøl Banke lukket. Og vi måtte nøjes med at tage lidt billeder og læse den – lidt sparsomme – information der trods alt er tilgængeligt på området.

Da vejret igen begyndte at trække mørke (som i VIRKELIG mørke) skyer indover området, satte vi os i The Boss og indstillede gps’en til at finde hjem. Det er jo alt sammen meget godt, men hold nu op en tågesuppe vi ramte! På Lillebæltsbroen kunne vi hverken se land eller vand da vi kørte over – uff!

Da vi nåede halvvejs over Fyn var vi ude af suppedasen og der blev fyret godt op under Radio Softs Julemusik. I en sådan grad at selv James Corden ville blive misundelig over ikke at have været med til vores carpool karaoke 🤪🎶

Men nu er vi heldigvis sikkert hjemme igen. Og kan glæde os over en rigtig dejlig tur og samtidig se frem til næste tur om små 3 uger…..

Forsat god weekend 🤗