Westcoast Style – Vol.4

Glamping I Harboøre

I formiddag forlod vi Fanø trods det, at Hendes majestæt indtager øen i morgen. Vi tøffede afsted med færgen Fenja så nu kan Margrethe og Dannebrog komme dampende i morgen.

Vi havde et vigtigt besøg – fuldstændigt udenfor planen – i Elgiganten. For i lørdags da vi ankom til Fanø nægtede kærestens telefon simpelthen at lade op, så han har været telefonfri helt til i dag. Men nu gik den ikke længere og en trådløs oplader blev afprøvet og købt, så nu er han online igen og svær kontaktbar 😉

Da telefonen havde fået den livgivende strøm, kørte vi mod ”Mennesket ved Havet”. Det er 4 store, hvide skulpturer forestillende 4 siddende mænd der skuer ud over havet. De omtales også som ”De 4 hvide mænd”. Skulpturerne skildrer – iflg. kunstneren – det rene, ufordærvede menneskes møde med naturen.

Efter mange fotoreportager (til de unge: insta-moments 😉), indstillede vi GPS´en i Direktøren (kærestens bil) til Hvide Sande. Her fik vi sommerens første vaffelis og besøgt derefter stranden, der viste sig fra sin bedste side med fuld sol og blå himmel. (Vi er nu færdige med at spørge folk med hvide ben om de har holdt ferie i Hvide Sande, for vi har sørme selv ”skiftet” kulør fra beige-brun til brændt orange-rød 😉

Dagens overnatningssted ligger en god times kørsel nord for Hvide Sande og vi havde angivet, at vi – forventeligt – ville ankomme ml. kl. 15-17, hvilket på ingen måder passede for vi kom 30 minutter senere end det….. Men Helle der ejer stedet sammen med sin mand tog det helt køligt.

Vi blev vist rundt i den gamle brugsforretning der nu er indrettet som kultursted. Et sted der bl.a. rummer spillested for mere end 200 personer indendørs og 300 udenfor på deres hyggelige udendørsområde. Og de har ud fra billederne på stedet og spillekalenderen hevet nogle store navne til Harboøre.

Stedet byder desuden på et kreaværksted og udlejning af lokaler til f.eks. konference eller lign. Men det var jo slet ikke derfor vi kom.
Vi kom fordi vi skulle på Glamping! Så nu er vi indkvarteret i 2 skibscontainere (jow jow stue og 1. sal – fint skal det være 😉 ) med kongeudsigt fra 1. salen og hygge i stueplan.

Og har du et par minutter bør du tjekke stedet ud på hjemmesiden www.18-b.dk. De får – indtil videre – en varm anbefaling herfra!