Prins Christian Sund

Fra tåge til kongevejr!

Fra at vi igår sejlede rundt i tågesuppe og gråvejr, viste vejret sig i dag fra sin absolutte fineste side. Høj sol, blå himmel og hele 5 grader – wup wup!

I sundet her er der høje bjerge – nogle med nogenlunde nyfalden sne og andre med decideret gletsjeris (altså basicly det yderste af indlandsisen). Hvor ved jeg det fra? Jo, som skrevet tidligere er der jo en biolog med ombord som giver diverse foredrag (talks) og hun har bl.a. fortalt om gletschere og om hvordan man kan se hvor der tidligere har løbet vand fra en sådan. Voldsomt interessant når nu vi står “midt i det”.

Det er nærmest umuligt at beskrive hvor smukt her er, og på en fantastisk solskinsdag er det helt fortryllende.

Og jeg gider da slet ikke lytte til selvfede, mere end midaldrende amerikanske mænd, der mener at “Alaska is sooo much better than this!”

Great, gider du så ikke smutter derover og lade os andre nyde oplevelsen af GRØNLAND. De to steder kan og skal ikke sammenlignes!! (Pyyyh, det var rart lige at få den ud mellem sidebenene!)

Tilbage til naturen. For vandet her har en helt speciel blå-grøn/mørkturkis farve. Og nede i det ligger vores kæmpe skude og tøffer rundt blandt isbjerge! Ja, bevares de er ikke helt så store som dem i Labrador Strædet, men det gynger lidt i skibet når vi “puffer” til de store, og det gipper lidt i mange os ombord når det sker (og der er nok andre end mig der lige hører Celine Dion synge “My heart will go on” og forestiller sig Jack og Rose ligge i vandet med frost i håret!).

Men udover det sidste imaginære billede fra den film vi ikke nævner FØR vi er gået fra borde i Boston, er det dælme svært ikke at blive imponeret over både blå og hvide isbjerge og mindre isflager.

Jeg har taget så mange billeder, at selv en ihærdig japaner med to Nikon-kameraer om halsen og en selfie-stang i hånden ligner en bly skolepige i forhold, og billederne retfærdiggør på ingen måde skønheden heroppe.

Når alle indtryk er forsøgt fordøjet må vi nok også indrømme at en hvis skibskuller er ved at sætte ind.

Men mere om dét – og en muligvis forsvunden kaptajn – i morgen….