Winter wonderland

Med solen på vej op, begav jeg mig afsted til dagens første mødested.
Herfra gik turen til Ranua Wildlife Park, der har ca. 50 forskellige dyrearter der alle lever indenfor eller på  grænsen af polarcirklen. I alt udgør det ca. 200 dyr, så der var masser at glæde sig til.

Allerede i bussen på vej til parken, viste naturen sig fra sin flotteste side. Begyndende blå himmel og sol i det fjerne.
Ved ankomst ca. 1 time senere var det fuld blå himmel og en orangefarvet brændende sol – så flot!
Og jeg indrømmer med det samme, at jeg flere gange nok havde mere travlt med at fotografere omgivelserne end dyrene 😔
Med i bussen var også 3 spanske, modne damer, der kaglede løs mens de grinte og havde en fest. Da vi steg ud af bussen, sagde den ene af damerne på flydende spangelsk:”uuuh, dees is nooosing liike  sthe  beach in Spaaa-iin!”. Det lød så sjovt og hun havde jo helt ret 😂😂😂

Inde i parken var der fugle og ugler i alle afskygninger (dog ikke krudtugler 😜), mus, bævere, oddere og andet i samme kategori.
Og med alt det “småkravl” gik der nok 45 minutter til en time før end parkens egentlige superstjerne kom til syne: Isbjørnen!
Hannen spankulerede dovent rundt på et kæmpe område, mens han sikkert kunne dufte hunnen på den anden side af betonskillevæggen.
Højt hævet over isbjørneanlægget, er der en fantastisk udsigt til den voldsomt imponerende natur som Lapland så velvilligt byder på. (Er glad for, at det er digitalfotografering i dag, for jeg havde brugt en hel rulle film alene på vej til parken 😆)

Siden fulgte rensdyr, dådyr og elge inden vi skulle til frokost.
Bagefter var der lidt tid på egen hånd, så igen ind i shoppe- og souvenirbutikkerne, og sørme om der ikke liiige lå en Fazer butik – ej hvor ærgerligt 😂💰🍫
Bussen havde vendt snuden hjemad og vi fulgte med. Nakkemusklerne kæmpede forgæves i en kamp som øjenlågene for længst havde opgivet, så snuppede lige 15-20 minutters powernap 😴

Efter at have været hjemme på hotellet og vende, smuttede jeg ned på den lokale sportsbar for at se Liverpool spille.
Der var virkelig mange skærme og mange sportsgrene var repræsenteret. Jeg fandt een af de eneste ledige stole med udsigt til en skærm med fodbold på og satte mig for at se kampen.

Men det finske svar på Don Corleone – der beordrede hvor vennekredsen skulle side – stillede sig imidlertid foran ikke bare én men to skærme og blokerede derfor hele mit udsyn.
Da han tydeligvis ikke selv var interesseret i Liverpool-kampen havde han kun øje for hvem han liiige kunne lave imponer-løb overfor.

Dén laver man ikke med P! Pænt men bestemt (eller kort og præcist som min kollega Leif siger) bad jeg Don’en om at flytte sig lidt. Det mente han imidlertid ikke han skulle og at jeg kunne bare vende mig og se på én af de andre skærme. Han fik “Blikket” og besked om at jeg så på DÉN skærm, mens jeg pegede mod nærmeste skærm, alt imens jeg fastholdt øjenkontakten. Så flyttede Don’en sig og P så Liverpool vinde 2-1 – JA TAK!👍🏼⚽️😜

Efter kampen strøg jeg direkte over til mødested, der belejligt nok lå lige rundt hjørnet fra baren. Her mødtes jeg med den spanske guide Jordi, som havde fornøjelsen at tage mig med på slædetur i vildmarken på jagt efter nordlys.
Efter godt 30 minutters kørsel i slæden – der blev trukket efter en snescooter i frosthårde spor, hvilket fik slæden til at hoppe og danse, så det var en hel lettelse da vi var fremme efter 15-20 km kørsel. Han slukkede lygterne på snescooterne og vi kunne så småt ane nordlyset i horisonten.

Desværre kan iPhones ikke tage billeder af nordlys når det ikke er super stærkt, hvorfor jeg fik Jordi til at tage et par billeder af mig med lyset i baggrunden på hans Samsung.

Så blev der lavet bål og grillet pølser og drukket varm blåbærsaft, alt imens Jordi fortalte om nordlyset.
Jeg var forberedt på, at det ville være koldt, men 2 1/2 time på en åben pløjemark i 18 minusgrader er VIRKELIG koldt!
Hvis fedtfrysning er det nye sort, så har jeg i den grad fået has på en del efter den tur i kummefryseren 😉

Lige nu sidder jeg tilbage med en lidt underlig følelse, for ja, jeg har fået opfyldt – eller indfriet om du vil – de tre ønsker og mål der var med hele turen.
Krydse polarcirklen ✔️
Køre i rensdyrtrukket slæde ✔️
Se nordlys ✔️

Men hvad så nu…? 🤔 Dét må jeg vist hellere sove lidt på 😴