Slår du nogensinde vejen forbi Sir Bani Yas Island, så tag ud på en guidet safari i jeep!! Kæmpe anbefaling herfra 👍🏼
Nok var der blevet advaret mod, at det ikke kunne garanteres at man fik dyr at se, men det memo havde de vist glemt at sende til dyrene. For hold nu kaje, der var fuld smæk på oplevelserne og fuld valuta for pengene.
Måske skal jeg lige starte med at introducere Sir Bani Yas Island. Det er en naturlig ø beliggende 170 km sydvest for Abu Dhabi. Måler løst regnet 87 km2 og er på sit længste stykke hele 17,2 km.
Engang var denne ø bar og gold. Men så tog pokker ved dem hernede og der blev plantet træer, mangrove og andet der kan gro i sandjord uden synderligt meget vand og samtidig modstå den enorme varme.
Bagefter tilføjede man en ordentlig omgang dyr – men kun dyr der ville kunne begå sig under samme vilkår som beplantningen. Og vupti nu er vi klar til safari på Sir Bani Yas Island.
Vi lagde ud med at bestige vores safari-jeep. Som førstevælger nappede jeg forsædet og lod de andre sidde tæt og svedende omme bagi.
Fra min plads havde jeg fuldt udsyn over vejen og begge sider af den. Og mere end een gang observerede jeg dyr før vores chauffør og gjorde ham opmærksom på dem og han klodsede så bremsen som tak så alle kunne få syn for sagen og taget deres billeder.
Så nu er der billeder af australske strudse, arabiske oryxer, bjerggazeller (navnebror til Abu Dhabi), aksehjorte og Ugandas nationalfugl krontranen, påfugle og hjorte i alle afskygninger. Vi så emu æg på størrelse med amerikanske fodbolde. Men kronen på værket er dog unægtelig synet af: Girafferne 🦒🦒
Wauw, bare wauw. Mere er der ikke at sige om det – jeg lader billedet stå et øjeblik….