Vi har – før Covid-19 ramte – besøgt øen Antigua. Så her har vi nogle dejlige minder fra og især et om en dame har fyldt meget hos os – hende vender jeg tilbage til.

Men i dag skulle vi på strandtur. Vi blev linet op 2 og 2 på havnen, i to lange række – lige midt i solen😎

Mødetid var 9:15, men først 9:30 kom der ryk i gelederne, og der var vi så godt som smeltet væk 🫠

Vi rykkede til minibusserne der skulle transportere os til stranden og her gik det åbenbart for hurtigt (eller skævt). Vi blev sendt mod en minibus, der desværre var fyldt. Så vi blev sendt mod en anden, og placeret i den. Men blev så bedt om at gå til en tredje – som om dét kom til at ske! NOT!🤯🤬

Vel fremme på Runaway Beach, fik vi en kort intro til de praktiske foranstaltninger og så blev løbet ellers givet frit!

Amerikanske damer der dårligt kan gå, kan i dette splitsekund ikke mærke hofteskredet eller den dårlige ankel der normalt bringer dem forrest i køen – for nu skal den bedst placeret solseng indtages! Og selvom der er nok solsenge til alle skal dette ritual altså gennemføres no matter what! 🤭

Alle kom på plads – nogle mere tilfredse end andre 😁 for næsten alle fik plads i første parket i vandkanten i dette caribiske paradis.

I går skrev jeg at vandet var krystalklart og turkist (dét var det også) men det er ikke i nærheden af det vi oplevede i dag. Bountystrand i ordets fineste forstand: wau, bare wau! 🤩🌴💦

Der fulgte en frokost med på denne udflugt og alle de stjerner som strand får mister de altså i køkkenet! Taler vi Michelin er det udelukkende om dæk ude på vejen! Gab, en sløj oplevelse 😏

Men vi fik sol, sol og atter sol og en lille regnbyge ☔️ Men det tørrer hurtigt op i varmen, og så længe bygen ikke er al for intens, er det egentlig tæt på behageligt.

Vel tilbage i havnen skulle vi nu finde den før omtalte dame. Sidst vi var her talte vi med hende om livet på øen, Commonwealth og hendes lille souvenirbutik.

Hun var så sød, levende og fortællende og vi har tit talt om hende og håbet at det gik hende godt især under pandemien.

Vi fandt over til markedsbygningen, gik ned til der hvor hendes butik lå, eller der hvor vi troede den lå, men der sad en ung dame i stedet. Heldigvis så vi en dame der passede på “vores” dame lidt længere fremme, og vi var 99% sikre på at det var hende. Da Ulla tog mod til sig og spurgte om hun havde haft butik længe, sprang damen op og fortalte at hun var blevet rykket. Så passede pengene for os, og vi kunne udpege der hvor hun havde været sidst. Hun var så glad for at “hendes kunder” var kommet tilbage og var meget glad for at høre, at vi havde haft det fint under pandemien.

Det var en skøn oplevelse, at se og høre hende fortælle igen – vi fik lov at tage et billede af hende hvilket hun synes var vældig festligt.

Tilbage på skibet stak vi snuden ind i baren og fik hver en strawberry daiquiri og fandt derefter en plads i solen, mens vi kunne konstatere at det vel nok havde været en dejlig dag! 🤗