Så sagde vi lige, at vi ankom til Puerto Rico og “downtown” San Juan i strålende solskin.
For det gjorde vi. Og meget ulig os – Ulla & Birthe – var der ikke booket udflugt, vi skulle ud og gå på egen hånd, sådan les affairs. Nå men lidt plan skulle der være, så Birthe trak Ulla med op forrest på skuden, hvorfra der var det bedste overblik over byen.
Her udså vi os to steder vi ville gå i mod. Som sagt så gjort. Vi startede med at gå langs strandpromenaden. Derefter drejede vi op mod hvad vi antog var parlamentet, og så startede underholdningen. USA har kæmpe indflydelse på landet, og nok derfor var der udformet 8 bronzefigurer af amerikanske præsidenter (bl.a. John F. Kennedy og Barack Obama) i størrelsen 1:1 foran deres El Capitolio.
Der var mindevægge over alle faldne puertoricanere fra samtlige større krige, Korea, Vietnam, 1. Og 2. Verdenskrige og Afghanistan.
Der var mindetavler for de dræbte efter Lod-terrorangrebet i Israel hvor 17 puertoricanere blev dræbt. Der var Holocaust mindeplader og fortælling.
Det hele foregår udendørs og er meget smagfuldt lavet (hvis man kan kategorisere eftermælet for de forfærdelige ting under smagfuldt).
Derfra gik vi bagom El Capitolio og kom dermed ud til Atlanterhavet. Og bortset fra det turkisblå vand og palmerne, mindede det temmelig meget om Vesterhavet, med sine kæmpebølger og kraftige vind.
Vi forlod “Vesterhavet” og gik langs med kanten/muren til Cristobals fort, som er endnu en seværdighed på disse kanter.
Efter denne selvledte guidet tour, var vi efterhånden godt fyldt op med kultur (læs vi gad ikke mere og var monster tørstige!).
Vi fandt et supermarked og provianterede og skyndte os tilbage til skibet for vi var tæt på at blive indhentet af nogle meget mørke skyer.
Vi nåede ombord, gik direkte i kahytten og skiftede til badetøj. For nu skulle der soles (havde vi lige glemt de sorte skyer? Jeps!)
Så da vi ankom til deck 11 pissede det ned ☔️
Men som tidligere udnævnt regnbygeekspert, kunne jeg konstatere at det var sidste byge vi fik i dag. Og sådan blev det!
Apropos byger – så var der fandme ekstra beskatning på alle drikkevarer i baren så længe vi lå i havn. Så ingen strawberry daiquiris til os før vi var ude af havnen. Men så kom de i byger igen 😜🍷
Og ud af havnen skal jeg da lige love for at vi kom! Skibet det gyngede og vippede! Alle pools skvulpede så meget at det var farligt at være i dem så de blev selvfølgelig lukket, ja selv børnepoolen skvulpede over, så soldækket sejlede i vand.
Det her er det vildeste og voldsommeste vippen jeg endnu har prøvet på et cruiseskib i Caribien.
Heldigvis har vi en havdag i morgen, så det bliver jo bare fedt hvis det her vipperi fortsætter 24 timer mere 🥴