Nordligste punkt – med et drys af rensdyr og jagerfly

Hvad tænker du når jeg siger Honningsvåg?

Da jeg hørte ordet første gang anede jeg ikke hvad det betød eller omhandlede.
Det viser sig, at være et bynavn i det nordligste Norge.

Og hvad laver man så i det der honning-sted? Se det anede jeg jo ikke, så google-google-google.

Og iflg Google ligger Nord Kap / North Cape ikke langt derfra.

Nord Kap er populært udråbt til det nordligste sted på det europæiske fastland. Og inden de kære tastaturkrigere vågner op som en anden Holger Danske, så fald ned igen for jeg og alle nordmænd i nærheden ved godt, at Knivskjellodden er 1,5 km nordligere med en beliggenhed på 71° 11′ 8″. Mens Nord Kap kun kan mønstre en beliggenhed på 71°10′21″. Godt så er det slået fast!

Men turistmæssig sælger man altså Nord Kap som det nordligste punkt og det var der turen gik til i dag.

I det smukkeste solskinsvejr med den mest lysende blå himmel kørte vi afsted fra Honningsvåg. En tur på 45 min, med hårnålesving og andre sving der kunne gøre mig køresyg med et enkelt knips med fingrene.

Jeg overlevede turen og satte pludselig meget stor pris på al den friske luft som Nord Kap bød på.

Jeg havde taget hurtigløber-skoene på, for skiwet sendte 3-4 busser afsted til destinationen, så hvis jeg skulle gør mig forhåbninger om gode billeder uden en kødrand af mennesker på, skulle det være nu.

Jeg havde naturligvis min selfie-stang med, men den drillede og det blæste en del, så nu var gode råd dyre. Heldigvis var der en mand der også så ud til at være “på egen hånd” og ham spurgte jeg om hjælp. Men fandme om han ikke ignorerede mig! 😤

Til sidst prikkede jeg ham på skulderen. Han blev møg-forskrækket, men var straks med på hvad jeg bad om hjælp til. Og nårh, ja så var han døv-stum forklarede han mig med fagter. Men han tog nogle ok gode billeder, så alt er godt 😄😄😄

Hele området er som naturen meget råt, og den bygning man har opført som indgang/souvenir shop/cafe/restaurant/museum/kapel/lysgrotte/biograf, er også rå, men oser langt væk af lækre materialer – og alt sammen er lavet i den underspillede nordiske stil.

Udenfor er der opstillet en kunstudstilling. Men jeg kan simpelthen ikke gennemskue hvad den skal symbolisere. Men jeg gætter på noget med lys, årstider og familie*.

Mens vi står der og tager billeder brydes stilheden pludselig af et brøl fra en jetmotor (ret beset nok to 😉 ). Og ind fra venstre blæser et jagerfly i forholdsvis lav højde, piloten krænger det om på siden, og vrooom så er det væk igen! Sikke en lyd og sikke en fart!

Både på ud- og hjemturen ser vi vilde rensdyr – muligvis er der een eller anden samer der kan gøre krav på dem, men de så ikke ud til at være mærket med halsbånd eller øreklips – derfor betegnelsen “vilde”.

Som du sikkert snart ved, elsker jeg at se dyr i deres rette element, og her betyder det fritgående rensdyr på fjeld og bakketopper.

Men hvor ofte har man mulighed for at få sådan en oplevelse? Jeg mener: at stå på toppen af verden, se vilde rensdyr og have den smukkeste udsigt over fjordene men solen bare stråler.

Alt gik op i en højere enhed idag – det har været en skøn dag 🤩

*Kunstudstillingen hedder “Barn af jorden”. Og er blevet skabt i 1989 af syv børn fra forskellige steder i verdenen. Den symboliserer samarbejde, venskab, håb og glæde på tværs af alle grænser.
Hvert år uddeles Barn af Jorden-prisen – som udgør et større pengebeløb – til en organisation eller projekt som arbejder for at fremme børns livsvilkår.