Muligt sabotage-forsøg på flyet

Da jeg for et års tid siden spurgte kæresten om han kunne være interesseret i at tage med mig til Indien og se et af verdens syv vidundere, tøvede han – men heldigvis for os begge, besluttede han sig i sidste ende for at tage med mig.

Vi bookede rejsen i februar sidste år men den blev aflyst i oktober pga manglende deltagelse – altså de havde en tur nææææsten magen til. Lige et par dage længere og 6-7.000 dyrere 🤥

Booke ny tur med et selskab vi ikke kendte på forhånd. Det har – set med vores øjne – været lidt en sejtrækker at komme i mål med dem, men til sidst lykkedes det og vi følte os både set og hørt 👌🏼

Så blev et af vores hotelophold annulleret da hotellet havde overbooket pga. stort bryllup i selvsamme weekend som vi skulle overnatte der. 

Det erstatningshotel vi fik tilbudt svarede på ingen måde til forventningerne og efter lidt skriveri med selskabet, blev vores Deluxe værelse i Ranthambore booket.

Ud over det har programmet i Indien bare spillet. Vi har haft alletiders chauffør i Kuldeep. Nogle meget forskellige guider undervejs, med god viden. Formidlingsmåderne var aldrig gået på CBS Niels Brock, men hernede fungerer det helt fint.

Tempoet er helt anderledes end derhjemme hvilket man lige skal vende sig til. Eller, trafikken er jo et nummer for sig i både tempo og intensitet, men alt andet går i et adstadigt tempo som helt sikkert gør sig godt på en brandvarm sommerdag.

Desværre kommer ferier som regel til en ende og vores er næsten nået, så vi har sat kursen hjemover – vi skal bare lige et smut forbi Doha, Qatar, på vejen.

Men nu kommer bøvsen, læn dig tilbage og tag et fast greb om skålen med popkorn for nu sker der alligevel noget.

Vi ankommer til lufthavnen i Delhi, opkaldt efter Indira Gandhi, indisk premierminister fra 1980 til hendes død i 1984. 

Vi skal flyve med Qatar Airways (QA) men INGEN steder er der skiltet med QA, så vi spørger en medarbejder der flinkt viser os i den retning vi skal.

Stiller os pænt og venter foran den indgang vi har fået anvist (yes, stadig udenfor lufthavnsbygningen). Vente vente vente……bestemt ikke en af mine spidskompetencer! 

Efter et stykke tid bliver vi anvist til indgangen ved siden af, da køen ved os står stille.

Vi går som anvist og kommer forholdsvis hurtigt ind i bygningen.

Online check-in har ikke været muligt, så det skal klares først. Stadig ingen skilte med QA, dog kan vi se på infoskærmene, at vores flyvning hører til Række N med tilhørende check-in skranker. Men først skal vi stå i kø for nu skal otte…..OTTE!!!! mand tjekke hver enkelt passagers pas og billet 🤯

Endelig når vi forbi og kan stille os i køen til selve check-in. Det går alt andet hurtigere end de andre køer og damen bag skranken er sød og hjælpsom.

Vi får boardingkort til begge flyvninger og pladser som ønsket og besked om at den indtjekkede bagage sendes til Cph – tak!

Videre til Security.

Vi synes selv, at vi har en vis rutine i rejse/flyve, så vi har på forhånd pakket væsker for sig i en 1 L pose, ingen væskebeholdere over 100 ml., ingen pc i rygsækken etc. 

Igen vi starter i køen, bliver af vagten bedt om at gå længere frem, hvilket vi naturligvis følger. Det resulterer bare i at vi “springer” ind i samme kø bare længere fremme, hvilket ikke giver nogen mening, men vi gør som vi bliver bedt om.

Vi smider rygsække i hver sin plastikkasse og væsker i en anden. Men her skal vi så også lægge al elektronik op også – oplader, ledninger, mobil og powerbanks. Tjek!

Så bliver jeg vist over til en anden kø, fordi jeg som kvinde skal visiteres af en kvinde 🫤🙄

Her kommer jeg så nogenlunde hurtigt igennem, men må først lige stå model til en swipening med metaldetektoren – full body – af en krampe der i den grad ser ud til at jeg forstyrrede hende. Og da hendes metaldetektor ikke virker og hun må ud og finde en anden, har hun tydligt intet til overs for hverken mig eller opgaven efterfølgende.

Tilbage til min rygsæk som stadig er ved båndet hvor kæresten stadig står.

Den er dog blevet udtaget til ekstra kontrol, hvor de spørger om jeg har knive, sakse, lightere eller andet metal i tasken. Det kan jeg oplyse at jeg ikke har.

Så skal jeg tage ting ud af min rygsæk, men da han ikke finder det han leder efter begynder han selv at tage ting op af min taske – stadig uden at finde noget.

Så nu skal min rygsæk scannes for sig selv, indholdet for sig og den pose med ekstra tøj jeg har i bunden af rygsækken for sig.

Og du tror det er løgn, men de finder INTET og efterfølgende bliver min pose og rygsæk bare nonchalant smidt hen af båndet, mens kassen med mit øvrige indhold står faretruende tæt på kanten. Heldigvis for alle, bliver kassen skubbet ind og redder dagen for mange 😜

Hvis du hørte et “alt i orden/it’s okay” eller bare tak så har du hørt mere end mig. Lad mig sige, at jeg efterhånden er temmelig træt af deres (nogen vil sige manglende) håndteringsevner på nuværende tidspunkt.

Dét krævede en opstrammer og da vi endelig sidder ned er der 25 minutter til gaten åbner 😩

Så der er gået mere end to timer med det pjat!

Vi luffer hen mod gaten da tid er og for engangs skyld er vi i første gruppe ifht. boarding 🎉

Selvfølgelig skal gamle og familier med børn først ind, men dernæst er det os.

Der kommer dog en gut i en ternet skjorte sponsende mens vi venter på at boarde. Og selvom han burde kunne se, at der står 150-200 mennesker og venter – drøner han lige ind forrest i boardingkøen – som han dog bliver bortvist fra – ham vender vi tilbage til.

Vel ombord på flyet (der til kærestens store ærgrelse ikke har film – faktisk er der slet ingen skærme) vælter folk ind som gjaldt det livet.

Vi har fået pladser på hver sin side af gangen hvilket vi synes er rart, og da de berømte (og vigtige) ord: Boarding competed! lyder, sender vi en venlig tanke til damen bag skranken for vi har som de eneste fået pladser hvor midtersædet ikke er booket 🎉🎉

Men nu begynder showet, for ham der hurtigløberen i skjorten, forlader nu flyet sammen med en anden mand der til forveksling kunne ligne en af de fårehyrder vi har set fra vejen de sidste par dage.

Sådan noget gør mig ultra opmærksom – jeg gør naturligvis kæresten opmærksom på problemet og at jeg ikke ønsker at flyve før vi ved om de har fjernet deres evt. indtjekkede bagage – vi afventer…

For retur kommer de, men kun for at hente deres håndbagage… 🤔

Kort efter bliver det meddelt over højtaleren, at man desværre er nødt til at lave et identifikationstjek af al håndbagagen da der er mistanke om sabotage 😳

Så kan det nok være at jeg spidser ører.

Og ind kommer to lufthavnsmedarbejdere og de går straks i gang fra den ene ende med at hive samtlige tasker ud fra boksene over stolerækkerne. Alle tasker skal identificeres. Super tænker du – ja hvis så de også tjekker alle tasker, for de glemte da at tjekke kærestens og så kan der jo være flere missere undervejs 🤔🫣

Da Security’en var halvvejs igennem de tjekkede tasker, kom hurtigløberen og hans ven fårehyrden retur til flyen – med deres håndbagage (WTF!?!? 😳😳😳) – og er nu med på flyvningen.

Aldrig har jeg følt det SÅ utrygt at flyve! For det føles slet ikke som om der er styr på dét der nu engang skal være styr på!

Aldrig mere IndiGo!!!!

Hvis du læser dette er vi landet i Doha og er nu på vej mod næste fly til Cph – det kan kun gå fremad!