Gør det – rejs!!

Hvis du har læst med på mine beretninger fra Lapland, og synes at det hele lyder spændende, så tøv ikke med at bestille rejsen derop – GØR DET – du får så meget igen!

Jeg vil i bedste rejsebureau-stil komme med mine anbefalinger til hvad jeg selv har fundet ud af fungerer og hvad bl.a. guiderne på de forskellige ture har fortalt af “does & don’t”.
Første råd er: Tag aldrig derop i december – området bliver fuldstændig overrendt og tour-grupperne er kæmpestore. Money rules!

Jeg har benyttet Finnair som flyselskab til alle 4 flyvninger på denne rejse. De har en super brugervenlig app, hvor du hele tiden kan følge med i din rejse. Herunder også check-in og elektroniske boardingkort.
Kategorien af dit hotel kan du selvfølgelig selv bestemme. Men dit valg af hotel bør være i en radius af 1 kilometers penge fra centrum af byen.

Mit hotel hed/hedder Hotelli Aakenus, og er et kategori 2 hotel. Det er lettere slidt men rent og pænt med store værelser, sauna i kælderen, fin morgenmadsbuffet der var med i prisen og venligt personale. Hotellet ligger ca. 800meter fra centrum og det tager små 10 minutter at slentre derind fra hotellet.

Ved ankomst til lufthavnen i Rovaniemi, vil det være oplagt, at tage en taxa ind til byen/hotellet men det koster hele 20-25€. So don’t do it! Benyt i stedet Airport Express bussen lige udenfor døren til sølle 7€ – den stopper f.eks. lige foran døren til Hotelli Aakenus 😉
Læs mere her.

Mht. ture er der mange udbydere. Jeg selv benyttede app’en Get Your Guide, både som inspiration men også til selve bookingen. Her får du også din tourvoucher på mobilen. Men tjek ALTID op med tour-operatøren mht. mødetidspunkter og steder.

Jeg har benyttet ture fra SAFARTICA og kan varmt anbefale dem. Der er styr på tingene og meget behagelige og opmærksomme guider. De tilbyder også udlån af termodragter, støvler m.m. – ofte som en del af turen.
Turen til Santa Claus Village hedder “Santa Claus Village and snowmobile to reindeer farm”. Og turen til den arktiske ZOO hedder “Day in Ranua Wildlife Park”.

Til min nordlys-tur benyttede jeg NORDIC UNIQUE TRAVELS. Igen stor ros til guiderne, dog virkede opstart/afgangen fra deres kontor noget mere kaotisk. Turen ud og se nordlys hedder “Northen lights and lappish BBQ”. Lad være med at tro, at du bliver mæt på denne BBQ. Du får en god grillpølse (måske af rensdyrkød hvis du er heldig) som du selv griller på bålet. Der er et vegetarisk alternativ i form af en majskolbe og enkelte gange er der også marshmallows med…..har jeg hørt 😜

Vær opmærksom på, at iPhones ikke er i stand til at fotografere svagt nordlys. Hvorimod f.eks. Samsung har funktionen “time-lapse” der gør det muligt af gengive det smukke syn.
Der findes dog apps med time-lapse funktioner til iPhones, men jeg gjorde ikke selv brug af en sådan.  Som jeg hørte “de kloge” forklare det, skal den minimum kunne time-lapse på mindst 10 sekunder eller mere. Men gør dig selv en tjeneste og læs op på emnet inden du tager af sted. 

Hvis du er til anderledes souvenirs er det oplagt at købe rensdyr gevir med hjem. Og inden alle dyreelskerne angriber tasterne, så husk at rensdyr hvert år taber deres gevir, for at udvikle et nyt som de taber året efter. Gevirerne kan købes mange steder, så hold øje med priser og form. De mest “kedelige” former er billigere end dem med kringlekroge 😉Eller hvad med at købe en rensdyrspegepølse med hjem?

Jeg håber at du tør tage springet og bestille en tur til Rovaniemi, Lapland – du vil ikke fortryde – så GØR DET!!! 🤗