Vægterrundgang i Ribe

I går brugte vi – efter vores Tysklandstur – resten af dagen i Ribe. En fantastisk smuk by, og tilpas stor til kun at have én knallertbande (stærkt inspireret af Polle fra Snave perioden). For bagpå en af deres Puck Maxi’er var en højtaler der spillede både John Mogensen og Laban 😂😜🎶

Aftenen var afsat til at følge med en af byens vægtere – en såkaldt Vægterrundgang. Sammen med ham fik vi lektioner om byen, historie, religion og storke (vægteren er næstformand i Storkelauget i Ribe). Dét var virkelig en finurlig oplevelse. Hyggelig og informativ – og passede perfekt til en efterhånden godt brugt feriekasse 😉

Har du også lyst til at gå med vægterne i Ribe, så skal du blot møde op ved Weis Stue ca. 19:50 og så vil du – hvis der er mange mennesker få udleveret et klistermærke som bevis på din deltagelse. Pga. Corona er deltagerantallet max. 99 pax, men på vores tur var vi kun omkring 30 mennesker. Men prisen er stadig 0 kr. Læs mere her.

Efter en god nattesøvn og en solid omgang morgenmad, forlod vi Ribe med en masse gode oplevelser og en “her kunne vi godt tage tilbage til igen”-følelse.

Men vi havde allerede booket overnatning de kommende nætter på Fanø, så afsted med os til færgen i Esbjerg. Her måtte vi vente en færge, men hvad gør det når vi har ferie 🤗

Check-in på overnatningstedet var sidst på eftermiddagen, så vi kørte direkte fra færgelejet i Nordby til Sønderho’s hyggelige gader og huse. Efter check-in stod den på re-match i fodboldgolf. Modsat i går var dette helt fantastisk gode baner – dog uden Noas Ark på tilskuertribunen, til gengæld var der her et mandligt polterabend-selskab i gang på banen, og de larmede mere end dyrene 😜.

Men resultatet af kampen var nøjagtig som i går: JEG VANDT!! 🏆🥇⛳️⚽️

Vi blev efter kampen budt på øl og sodavand af Jens der er ejer af stedet “Fanø Fodboldgolf”. Stedet er virkelig værd at anbefale til dem der lyster denne sport – og naturligvis er på øen 😉
I skrivende stund nyder vi solnedgangen fra vores altan, hvor vi har udsigt udover klitterne og vandet ⛅️