Men den dag røde-russerne kommer….

Vi stod op til et helt forrygende vejr! Solen skinnede fra en smuk, blå og skyfrihimmel. Vind var der ikke meget af, så vi fik pakket vores habengut sammen og smuttede på stranden.

Vi bredte tæppet ud 8-10 meter fra vandkanten og så smuttede vi ud og soppede i det iskolde vand. Og så gik der sport i at finde de smukkeste skaller. Og tro mig “duer ikke, sagde prinsessen”, blev brugt en hel del på dette tidspunkt 😜🐚

Ved 13:30 begyndte der pludselig at komme skyer så vi rullede tæppe og skaller sammen. Smuttede op til bilen, sagde pænt farvel til Fanø Bad og kørte direkte mod færgen til Esbjerg.

Men ved ankomst til færgelejet, dampede færgen Menja afsted med os stående tilbage på kajen 😤 Heldigvis er sejltiden kort, så inden vi fik set os om, kom Fenja sejlende og tog os med.Vel inde på fastlandet, lagde vi os med kurs direkte mod E20, uden egentlig at vide om ferien skulle slutte nu.

Det vil sige, jeg tror faktisk, at vi begge godt vidste, at Fanø var ferien sidste stop. Her er RO, smuk og vild natur, og vi kommer helt sikkert tilbage til denne lille perle af en ø i Vadehavet. Men nu var vi klar til at møde hverdagen igen.

Og efter at have passeret flere militærkøretøjer (herunder en panseret mandskabsvogn og en anden militærvogn i retning mod Sjælland 😱), blev vi enige om, at når nu russerne flyver al for tæt over Bornholm og svenskerne opruster på Gotland pga. de samme russere, var det helt sikkert et signal om at finde hjem.

Og med C. V. Jørgensen syngende på vores roadtrip-playliste:🎶“Men den dag røde-russerne kommer,og det gør de jo nok igen, har jeg solgt min hacienda og købt en ny i Californien”🎶. Så var det nok en meget god ide….. 😘