Glædelig jul – håber at du er kommet godt igennem gaveræs, madorgier og samvær med afstand og håndsprit.
Her er det gået præcis som de sidste mange års juledage.
Samvær med familien – i år selvfølgelig med overholdelse af div. corona-restriktioner – men med masser af hygge.
Noget af tiden har kæresten og jeg dog brugt på “juleudsmykninger” i lokalområdet og på Amager (af alle steder 😜). For hvor går man ellers hen når både Tivoli, Nyhavn og Nytorv/Gl. Torv er corona-lukket?
I Brønshøj, nærmere betegnet på Sonnerupvej, ligger der en kopi af Fars fede juleferie – altså målt efter danske standarder. Der kan ikke hældes flere lyskæder, julemænd, rensdyr eller andet julepynt ind på den i forvejen overfyldte matrikel.
Visuelt bliver man stopfodret og det toppes auditivt med juletoner fra et sted i virvaret. Det er SÅ gennemført, så selv Ebenezer Scrooge ville komme i julehumør! Vi kom i hvert fald i julehumør og glemte alt om, at vi var ved at fryse næsen af i frostvejret.
Hvis vi skal bedømme oplevelsen og give stjerner for julestemning og udsmykning bliver det klart ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ ud af 5 mulige.
I dag har vi været ude og se Angolavejens Julelys på Amager. Det er flot og stort hos de 4-5 matrikler der er gået all in. Og dét er fedt, men det falder bare lidt til jorden når resten af naboerne – ligesom de fleste andre danskere – blot har kastet et par lyskæder skødesløst henover hegn, træer eller buske.
Altså når man slår det an på, at det er Angolavejens Julelys (så forventede vi i hvert fald, at det var alle på vejen der deltog). Men pyt, det ER hyggeligt, og børn og barnlige sjæle bliver med garanti behørigt imponeret!
Vejen har endda været omtalt i TV netop pga. deres julepynt og lys. Og kæresten har læst, at de mest udsmykkede matrikler hver får en ekstra elregning i december måned på mindst 1.300kr.!!! 😱
Hvis vi skal bedømme oplevelsen og give stjerner for julestemning og udsmykning bliver det dog højest til ⭐️⭐️⭐️⭐️ ud af 5 mulige.
Hvis du ikke når ud og ser juleudsmykningen i år, så husk at gøre det næste år. Det er altså hyggeligt, og julestemningen kommer snigende og der er intet at gøre – du bliver ramt! 🎯🎄😉