Så ankom vi – i silende regn – til hovedstaden i Alaska, Juneau. Udtales af lokale som Juno, men vi har hørt utallige udgaver af udtalelsen af Juneau.

Dagen startede som sagt i silende regn og jeg stod derfor lettere bitter på kajen – i regnen – sammen resten af flokken der havde meldt sig til “Whale watching”-turen. 

Efter alt for lang tids venten kom vi endelig ombord på busserne der skulle tage os til turskibet.

Skibet kunne rumme mere end 100 personer, men det føltes slet ikke så slemt, selvom vi angiveligt skulle være 93 ombord.

Med ombord var naturligvis kaptajnen Jen. En letmatros og en naturalist (og bare for lige at gøre det helt klart, så har en naturalist INTET med en nudist at gøre!) som havde overordentlig godt styr på sit fagområde og hun var (heldigvis for os) ikke bange for at dele løs af sin viden.

Faktisk kunne hun bare ved at kigge på hvalernes haler (denne gang var det pukkelhvaler, hvis hale på underside er sort i kanten og hvid i midten) fortælle hvilken hval det var, hvornår den sidst var set etc.

Vi så to halvdovne pukkelhvaler, hvoraf den ene af dem “vinkede” til os med sin luffe (eller hvad sådan een hedder?). Faktisk sagde hende naturalisten, at det faktisk ikke var så tit at en pukkelhval vinkede på den måde. Men jeg synes nu bestemt at Mikkel Beha siger noget andet og at det intet har med vink at gøre, men fødeindsamling….

Never mind, jeg synes det er et imponerende syn lige gyldigt hvad!

På turen så vi også et par Bald Eagels – dog sad de fleste på lygtepælene på highway’en og drev husleje af, det er sguette særlig majestætisk!

Vi så også en enkelt sæl og en bunke søløver.

Tilbage i downtown Juneau stod den på sightseeing og lidt shopping, og meget atypisk for mig: et bar-besøg.

For i Juneau ligger der nemlig en god gammeldaws saloon med rigtige cowboy-swingdøre og savsmuld på gulvet.

Det siges, at tilbage i guldminearbejdernes tid, at når de kom på baren og betalte så faldt der bittesmå stykker guld på gulvet. Det så bartenderne hurtigt, så de indførte savsmuld på gulvet, således at guldet blev “camoufleret” når det ramte gulvet og de kunne så si guldet fra savsmuldet efter lukketid. Eftersigende en god forretning – og savsmuldet ligger stadig på gulvet i dag.

Der er liv og glade dage – selv servitricerne på gulvet – er klædt som glædespiger og stemningen er høj! 

Man kan simpelthen ikke undgå at komme i guldgraver / cowboy humør når man bevæger sig ned gennem “hovedgaden” med dens små huse som ligner at de står tilbage fra dengang der var guld.

Juneau er bestemt et stop værd!